Aalborgløbet 2007

Vejret var med strålende sol en afvigelse fra stilen i det løb. Andre gang har det stormet og man har frosset.
Målet for dette løb var med kroppen at registrere tempoet. Tempoet skulle være ikke ubehageligt. Det vil nærmest sige, at det ikke skulle provokere det indre raseri.
Og hvor hurtigt er så det i forhold til at ville tage en halv time af forårets marathon.
Det viste sig at være rimeligt.
Det lykkedes at løbe uden fortrydelse af nogen art. Op ad den ene bakke, der er på ruten hjalp teknikken med højt løftede ben på behovet for ilt i blodet, dermed ingen særlig forpustethed. En glædelig overraskelse, og lidt en sejr. Der er altså teknik, der hjælper.
Første halvdel blev på 1.08. Lidt skuffende. Første halvmarathon i foråret i bakket terræn var på 2.17, så på denne flade rute: hm...
Efter 15 km blev det kedeligt. Ingen problem med at kunne fortsætte, men jeg fornemmede egentlig, at det gik langsomt. Det var vanskeligere at løfte benene højt. Omgivelserne er faktisk under alle omstændigheder lidt triste lige på det stræk uanset om man er på cykel eller løbende. Men efter 17 km kunne benene igen bære og resten af vejen var opløftende.
Anden halvdel blev løbet på 1.05. Det havde jeg ingen fornemmelse af. Men ok.
I foråret skal halvmarathon tiden gerne være på 2.11.
Alt i alt et godt løb

Op i tempo

Så har der været Lundbyløb. Nåede ikke under en time. Faktisk var jeg nede at gå et par gange. Havde glemt, at der også er noget der ligner bakker i Lundby krat. Godt løb iøvrigt. Mange deltagere, herligt vejr.
Der er ved at komme struktur på. Tirsdag - fredag - søndag. I tirsdags var det 12 km, delvis ukendt rute. Godt med variationer. Nogle bakkede strækninger og lang strækning, der egner sig til tre km tempoløb med en halv km afjogning. Også den ny 10 km med forholdsvis mange stigninger er god. Den starter fladt med udgangspunkt hjemmefra, lidt over halvdelen går i bakket terræn med afslutning nedad.
Ikke med start to run i år. De havde debut i dag - i øsende regnvejr.

Så gik den sommer

Efter sommer er der kommet regelmæssig gang i løbeskoene. Principielt tre gange om ugen. Programmet er lagt. Det følges stort set ikke, men kan bruges som inspiration. Spørgsmålet om marathon i år er afgjort. Planen er igen Copenhagen Marathon. MD og jeg vil stå på egne ben i år. Vi kan klare os uden ballon. MD tror vi kan forbedre os en halv time. Jeg har ikke sagt hende imod. Men mere realistisk er et kvarter.
Fællesløb en gang om ugen, aleneløb to gange.
Har fundet en rigtig god rute med ikke uoverkommelige bakker. 10 km. Hjemmefra er profilen: lidt ned-flad- op-op-op-flad-ned-op-op-op-ned-ned-ned-flad-lidt op-op-ned-ned-ned.
Knæet med de irriterede slimsække har irriteret hele sommeren ved at vække mig hver morgen. Irritationen forsvandt ved at ryste benet. Det er stort set væk efter det regelmæssige løb er genoptaget!

Marathonløber

Så er jeg marathonløber. Allerede at stå i startfeltet føltes som en sejr. Nervøst. Hvilke erfaringer ville være i hus fem timer senere? To løb vi sammen - med alle de andre. Bagest i feltet, efter fem-timers-fartballonerne. Feltet bestod fortrinsvis af kvinder. Mange Godt gået! tøser, kom så piger i starten. Tempoet var passende, let. Solen skinnede. København tog sig ud fra sin smukkeste side. Der var ikke nogen egentlig bakke ved Carlsbergbroen, som højdeprofilen havde vist. Godt halvvejs var feltet skiftet. Der var flere bag os og gruppen var mere mikset, en del mænd. Ved 33 km kunne den der friske heppende fartballonholder godt løbe fra mig. Hun var i den grad trættende støj. Men jeg holdt visuel kontakt til ballonerne. De gåendes hær var markant efter 33 km, jævn strøm. Trætheden var massiv, men ingen særlige steder var der ubehag. Den blev heller ikke overvældende. Det var muligt at løbe alligevel, så jeg blev ved, som jeg havde aftalt med mig selv: uanset hvor langsomt - der skal løbes hele vejen. Gode venner heppede på Østerbrogade og Strandboulevarden. Strandboulevarden var dræbende på det sidste stykke, også på første gennemløb. Det blev til en ekstra kop vand på langlinjebroen, jeg gik mens jeg drak! Adskillige holdt op med at løbe ved brostenene ved Amalienborg. En slog mig på skulderen og sagde glad: Nu kan vi høre sambaorkestret.
Det var muligt at nyde at løbe langs langlinie, samtidig med at jeg var tynget af træthed. Jeg nød, at jeg var med stadig, at jeg stadig løb, at jeg ville være i mål inden så forfærdelig længe. Der var ingen grund til at tro, at det ikke skulle lykkes på det tidspunkt. Tiden var det ligemeget med, men den skulle jo gerne være under fem timer! Den blev 4:58.
Det var dejligt at være i mål, men jeg var jo stadig træt! Jeg har aldrig været så træt i kroppen. Et bad friskede op, men jeg kunne stadig ikke bare stå op og vente på andre, fandt straks et sted at sidde.
Det var en stor oplevelse - og det er nok ikke sidste gang.

Nedtrapning

Nedtrapning er en sjov ting. Der har indfundet sig en mat følelse af energiløshed. Heldigvis har jeg via Sam Murphys bog Maraton, at jeg er helt normal. En enkelt lille løbetur før selve løbet på søndag. I omtalte bog står der mange interessante ting, bl. a. et par tricks til overlevelse.: Væd dit lommetørklæde med pebermynteolie, snus til det når du er ved at gå død!, Læg dig i læ af de foran løbende, hvis der er modvind.
Knæene er i orden nu.

Marathontræning

Siden august 06 har jeg trænet støt. Det er blevet til flere hundrede kilometer. Copenhagen Marathon nærmer sig. Mit første marathon. Inden en inflameret slimsæk ved venstre knæ kom grus i maskineriet, var jeg ikke i tvivl om, at jeg kunne gennemføre. Holder den sig på nuværende niveau, vil det også gå, langsomt. Det vil vise sig et sted efter 20 km. Bagefter vil det under alle omstændigheder gøre ondt - det er lige meget.
Dagens træning i start to run gruppen var udisiplineret, ingen vidste rigtigt hvor lang turen blev. 10 km skulle den have været. Den blev kun 8,5, viste det sig. Men pyt jeg havde løbet to km til og fra, 12,5 km. ok
Der dukker mange spørgsmål op i gruppen af endnu ikke marathonløbere. Skal man have gel med? Kommer man til at mangle salt, hvis man nu drikker vildt meget undervejs. Er det godt med musik, når man er ved at være træt?
Jeg selv tænker, at man kan forholde sig nogenlunde som man ville have gjort, hvis det var en mega lang træningstur, man ville ud på. Der er mad/frugt og drikke med mindre end fem kms intervaller. Det går nok, når vi ikke løber efter at forbedre en tid.