Nedtrapning

Nedtrapning er en sjov ting. Der har indfundet sig en mat følelse af energiløshed. Heldigvis har jeg via Sam Murphys bog Maraton, at jeg er helt normal. En enkelt lille løbetur før selve løbet på søndag. I omtalte bog står der mange interessante ting, bl. a. et par tricks til overlevelse.: Væd dit lommetørklæde med pebermynteolie, snus til det når du er ved at gå død!, Læg dig i læ af de foran løbende, hvis der er modvind.
Knæene er i orden nu.

Marathontræning

Siden august 06 har jeg trænet støt. Det er blevet til flere hundrede kilometer. Copenhagen Marathon nærmer sig. Mit første marathon. Inden en inflameret slimsæk ved venstre knæ kom grus i maskineriet, var jeg ikke i tvivl om, at jeg kunne gennemføre. Holder den sig på nuværende niveau, vil det også gå, langsomt. Det vil vise sig et sted efter 20 km. Bagefter vil det under alle omstændigheder gøre ondt - det er lige meget.
Dagens træning i start to run gruppen var udisiplineret, ingen vidste rigtigt hvor lang turen blev. 10 km skulle den have været. Den blev kun 8,5, viste det sig. Men pyt jeg havde løbet to km til og fra, 12,5 km. ok
Der dukker mange spørgsmål op i gruppen af endnu ikke marathonløbere. Skal man have gel med? Kommer man til at mangle salt, hvis man nu drikker vildt meget undervejs. Er det godt med musik, når man er ved at være træt?
Jeg selv tænker, at man kan forholde sig nogenlunde som man ville have gjort, hvis det var en mega lang træningstur, man ville ud på. Der er mad/frugt og drikke med mindre end fem kms intervaller. Det går nok, når vi ikke løber efter at forbedre en tid.