onsdag den 17. december 2008

Lundbyløbet og Aalborgløbet 2008

Vejrmæssigt to gode løb. Var langt bedre forberedt på Lundbybakkerne i år. Det gik ikke hurtigere af den grund. Men selve løbet var godt. Aalborgløbet haltede noget. Vi lagde for hårdt ud. Jeg så det godt, men tænkte at det kunne komme an på en prøve. Den bestod vi ikke. Og hvor er der kedeligt på strækningen tilbage mod byen. Man må skulle bo der, for at holde af den vej!

Marathon i 2009 bliver Berlin, september. Vi starter så småt op i januar, for at få bygget en regelmæssighed og automatik ind i træningen.

lørdag den 30. august 2008

Sensommer

Cph marathon i år var præget af to ting. For det første var vejret blandet med blæst og temmelig koldt. Især for MD, som havde lagt sin jakke hos venner på Langlinie i første runde. For det andet var mit humør helt i top, og jeg havde en følelse af at være uovervindelig - på mit eget niveau, forstås. Når jeg løb i mål ville der være mindre end et døgn til 14 dages ferie i USA. Og jeg skulle gense min datter efter et år! Ikke desto mindre var strækningen op langs fælledparken anden gang temmelig tung, men ved Trianglen fik jeg igen et rimeligt tråd, som holdt hele vejen hjem. Det var et rigtig godt løb for mig i år også. Næste år skal det være Berlin.
I dag, hvor vejret er så smukt, løb jeg en god 15 km mens solen gik ned.

mandag den 28. april 2008

Nedtælling til cph marathon 2008

Foråret vælter frem og jeg har løbet i t-shirt og shorts. Regnen i søndags duftede af sommerregn.
I marts løb jeg Aalborgroadrunners halvmarathon i snevejr. Et rigtig møjvejr. Med sne på vejen. Den ene runde var glat, derefter var der blevet fejet. Måtte træde af på naturens vegne. Tiden var et minut efter sidste år. alt i alt ok.
Ingen knægener i år. Har flere kilometer i benene i år. Flere lange ture.
Glæder mig.
Er også i år restløs, her hvor der skal holdes igen inden løbet.