Marathonløber

Så er jeg marathonløber. Allerede at stå i startfeltet føltes som en sejr. Nervøst. Hvilke erfaringer ville være i hus fem timer senere? To løb vi sammen - med alle de andre. Bagest i feltet, efter fem-timers-fartballonerne. Feltet bestod fortrinsvis af kvinder. Mange Godt gået! tøser, kom så piger i starten. Tempoet var passende, let. Solen skinnede. København tog sig ud fra sin smukkeste side. Der var ikke nogen egentlig bakke ved Carlsbergbroen, som højdeprofilen havde vist. Godt halvvejs var feltet skiftet. Der var flere bag os og gruppen var mere mikset, en del mænd. Ved 33 km kunne den der friske heppende fartballonholder godt løbe fra mig. Hun var i den grad trættende støj. Men jeg holdt visuel kontakt til ballonerne. De gåendes hær var markant efter 33 km, jævn strøm. Trætheden var massiv, men ingen særlige steder var der ubehag. Den blev heller ikke overvældende. Det var muligt at løbe alligevel, så jeg blev ved, som jeg havde aftalt med mig selv: uanset hvor langsomt - der skal løbes hele vejen. Gode venner heppede på Østerbrogade og Strandboulevarden. Strandboulevarden var dræbende på det sidste stykke, også på første gennemløb. Det blev til en ekstra kop vand på langlinjebroen, jeg gik mens jeg drak! Adskillige holdt op med at løbe ved brostenene ved Amalienborg. En slog mig på skulderen og sagde glad: Nu kan vi høre sambaorkestret.
Det var muligt at nyde at løbe langs langlinie, samtidig med at jeg var tynget af træthed. Jeg nød, at jeg var med stadig, at jeg stadig løb, at jeg ville være i mål inden så forfærdelig længe. Der var ingen grund til at tro, at det ikke skulle lykkes på det tidspunkt. Tiden var det ligemeget med, men den skulle jo gerne være under fem timer! Den blev 4:58.
Det var dejligt at være i mål, men jeg var jo stadig træt! Jeg har aldrig været så træt i kroppen. Et bad friskede op, men jeg kunne stadig ikke bare stå op og vente på andre, fandt straks et sted at sidde.
Det var en stor oplevelse - og det er nok ikke sidste gang.